Historie, Kunst og kultur på Bornholm

Nyere tid



1576 kom Bornholm fuldstændig under det danske kongestyre, og den kulturhistoriske udvikling herefter benævnes Nyere tid, en periode, der strækker sig frem til i dag. Øens styre blev overtaget af en dansk lensmand, der skulle varetage både den verdslige og gejstlige administration.

01.jpg

1644 begyndte svenskekrigene, og det gav sig udslag i urolige tider på øen. Bornholm blev afstået til Sverige i 1658, men samme år igen befriet fra det svenske styre.

Øen kom tilbage på den danske konges hænder, og han lovede en række privilegier, der kom til at præge øens samfund i de næste århundreder. Frem til enevældens reform i sidste halvdel af 1600-årene var øens interne styre og retsvæsen baseret på det system, der var fastlagt i senmiddelalderen.

Bønder og borgere valgte selv deres embedsmænd, men denne form for delvist selvstyre forsvandt ved enevældens indførelse.

Embedsmændene skulle herefter udnævnes at kongen, og der kom fire by- og herredsfogeder til øen. De stod for lokaladministrationen frem til omkring 1850, hvor by- og sogneråd, valgt af befolkningen, overtog de fleste funktioner.

økonomi.

I første halvdel af 1600-tallet var økonomien god for øens landbrug og handel. Kvæg blev eksporteret og søhandelen med især Lübeck gav gode indtægter til byerne.

Krige og misvækst i slutningen af 1600- tallet forringede imidlertid økonomien, og først midt i 1700- tallet kom der igen gang i eksporten at kvæg.

I byerne begyndte man at fremstille ure og pottemagervarer , hvilket gav en stigende eksport til op i 1800-årene.

02.jpg

En udnyttelse at øens råstoffer påbegyndtes, og de første industrier som sandsten -, kaolin- og kulværker oprettedes. Fiskerierhvervet fik nye eksportmuligheder, og fiskerlejerne voksede i takt med disse. Statsbankerotten i 1813 ødelagde imidlertid denne økonomiske fremgang, og først hen imod 1830 bedredes økonomien og erhvervsforholdene igen.

En markant udvidelse af det dyrkede areal efter udstykningsloven i 1860 var årsag til at kornavl for en tid afløste kvægavl. De mange udbyggerhuse omkring den gamle højlyng har baggrund i denne udvikling.

Andelsbevægelsens start hen imod år 1900 medførte igen et skifte, hvilket de mange nyoprettede mejerier er et udtryk for. Inden for fiskeriet skete også stor fremgang, hvilket nye havneanlæg og silderøgerier er eksempler på.

Stenværker blev oprettet og gav arbejde til en stor del af øens befolkning, og kort efter år 1900 opstod en ny erhvervsgren, turismen, der fremover har været en af de vigtigste for øen.

I perioden frem til 1914 blev der bygget adskillige hoteller og pensionater og ofte i særpræget eller tyskpåvirket byggestil, langt fra den bornholmske byggekultur

Agerlandets udvikling.

De bornholmske gårde var inddelt i proprietærgårde, præste- og degnegårde samt selvejer- og vornedegårde, der udgjorde den største gruppe på henholdsvis 680 og 230.

De første var i selveje, medens vornedegårdene indtil 1744 ejedes af kongen. År 1744 solgte kongen imidlertid sine ejendomme på Bornholm, hvorefter alle bønder var selvejere.

De fleste udbyggere var i fæste hos bønderne, og først under jordreformerne i 1800-årene blev også de selvejere.

Øens gårde havde deres egen dyrkede jord og ikke som i det øvrige land fællesdrift af jorderne i et landsbyfællesskab.

Udmarksgader førte fra gårdene ud til de fælles udmarker, af hvilke Højlyngen var den største.

03.jpg

Efter udskiftningen af udmarkerne i midten af 1800- tallet blev disse gader imidlertid overflødige, og i dag kendes kun få rester af disse gader. Opdyrkningen af udmarken tiltog i begyndelsen af 1700-årene. Nyopdyrkningen foregik ved, at man indhegnede et stykke udmarksjord på grænsen at det dyrkede areal, og det blev tilfæstet en udbygger. Løkkerne indhegnedes almindeligvis med stengærder, men ved udskiftningen og den efterfølgende opdyrkning forsvandt mange at disse løkker. Mange at gårdene lå ved vandløb, og i begyndelsen af 1800-tallet blev fiskedamme i stort tal anlagt. Mergelgrave blev gravet i perioden 1840-1890, og de kunne være fælles for sognets gårde eller blot tilhøre en enkelt gård. Til byggeriet skulle i slutningen at 1800- tallet bruges en del ler, sand og grus. Materialet hentedes i fælles ler-, sand- og grusgrave, som hvert sogn havde en eller flere at. Også ved gårdene blev der anlagt sådanne grave, omend i mindre målestok.


Angående Bogen: På tur i Bornholms natur...
Ovenstående materiale er fra Bogen: På tur i Bornholms natur
er velvilligt stillet til rådighed af forfatteren: Finn Hansen
Bogen kan købes i Bornholms Velkomscenter


28.03.2024 - Dagens vittighed: Når man elsker, tvivler man ofte på det, man tror mest på.


li nu 163 besøger online.